Biogasanlæg

Biogasanlægget er placeret ved siden af svineproduktionen og alt gylle derfra køres igennem anlægget. Anlægget har en kapacitet på 100 ton/døgn, heraf består de 60-70 ton af gylle og resten af halm, dybstrøelse og andre restprodukter fra primært landbruget.

Anlægget udgøres af 4 biogasreaktorer på i alt 16.000 m3, et Vogelsang Premix faststofindtag, Xergi SRO-anlæg, pumper, svovlfilter, gaslager og 2 stk. MAN V12 gasmotorer som yder i alt 1800 kW el og varme. Kølevandet fra motorerne anvendes som procesvarme og opvarmning af stalde samt som fjernvarme og forsyner således Nimtofte og Omegns Fjernvarmeforsynings område med grøn energi i form af overskudsvarme.

Varmeforsyning

Nimtofte Varmeværk ejes af Brdr. Thorsen I/S og leverer p.t. varme til 405 husstande.

Varmeværket blev bygget i løbet af 2007 og taget i brug i efteråret 2007. Det er bygget til at fyre med biobrændsel, som i dag består af halm. Nimtofte Varmeværk leverer varme til et ledningsnet som ejes af NOFF (Nimtofte og Omegns Fjernvarme Forsyning) og nettet dækker idag Nimtofte by, Lübker Golf Resort og Ramten by. Se nyheder hos NOFF.

Den daglige drift af fjernvarmeværket varetages af Steffen Thorsen og Brdr. Thorsen leverer halm, samt arbejdskraft til vedligeholdelse af værket.